Centralafrika Blog

Centralafrika Blog

Gabon – dag 18-22.

RejsebeskrivelsePosted by Jakob Øster Sun, March 06, 2016 19:52:18

I Gabon boede jeg på et strandhotel der hedder Tropicana. Tænk bred, lang sandstrand. Små hytter langs stranden og kæmpestor palmeomkranset terrasserestaurant med glimrende fransk/gabonesisk fusionskøkken. The Life.

Ved siden af dette aldeles glimrende hotel, lå en ekstremt basal lokal bar, som jeg fik at vide slet ikke var en bar men et bordel. Bordellet lå lige bag ved mit værelse og da de godt kunne lide at spille lidt høj musik var søvn til tider lidt svært opnåelig.

På Tropicana befandt sig en sælsom blanding af forretningsrejsende, øko-turister og NGO’ere. Hver aften var restauranten fyldt for det var et populært spisested i Gabons hovedstad Libreville. For såvel hvide som sorte af den bedre klasse, der havde råd til at spise her. Det tiltrak luderne. Her vil jeg antage at de pæneste piger var sendt hen til Tropicana og dem der stod i anden række var sendt hen til nabobordellet. I hvert fald var en ganske høj andel af dem der frekventerede Tropicana fuldstændigt latterligt smukke. Og fuldstændigt latterligt nærgående. Det lyder måske ikke så tosset for nogle. Jeg synes de var temmelig enerverende.

Økoturisterne var af den slags der troede at det ville redde verden hvis de tog ud i en tæt regnskov og blev stukket af en myg. Da jeg spurgte en gruppe økoturismestuderende fra et universitet i Skotland om de havde set nogle dyr på deres field trip/safari som de lige var kommet tilbage fra svarede en af pigerne med stor begejstring. ”We saw ants!” og tilføjede lidt senere ”and we heard a chimpanze”. Luderne til trods var jeg glad for at jeg bare nøjedes med lidt ferie på mit strandhotel.

På Tropicana mødte jeg en fransk fotograf der hedder Pascal. Han er 55 år gammel og har boet 35 år i Gabon. Jeg er desværre bange for at Pascal er ved at drikke sig ihjel. Han sov indtil middag og stod op og drak en flaske vin og et par glas whisky til frokost. Så var dagen i gang.

Men han var en super intelligent og mægtig flink fyr og en fremragende modelfotograf. Og så havde han utrolig mange penge som jeg aldrig fandt ud af hvor kom fra. Gabon er ikke noget billigt land og jeg vil antage at han brugte et par tusinde kroner om dagen på at bo i en suite (basalt set bare en stor strandbungalow, men hotellet kaldte det en suite) på Tropicana og spise og drikke på restauranten. Derudover betalte han selv for udgivelsen af et livsstils- og rejsemagasin som var gratis og som han udgav og distribuerede i Gabon. Såfremt han ikke har lavet andet de sidste 35 år beløber det sig jo også til en vis slat penge. Men han svarede undvigende når jeg spurgte hvor pengene stammede fra. Han var en lille smule sær og jeg vidste aldrig helt hvor jeg havde ham. Han var uforudsigelig på den lidt spændende, kunstneriske måde.

Da Pascal på min mobiltelefon havde set et udvalg af mine rejsebilleder proklamerede han (på fransk han talte ikke et ord engelsk) ”vi to skal arbejde sammen”.

Først ville han gerne interviewe mig (på fransk) og han fik lov til at bruge et par af mine billeder til en artikel om mig i sit magasin. Da vi havde gjort det sagde han nu skal du se min samling af fotos af ”la femme noir”.

Her taler vi så om flotte, kunstneriske nøgenfotos af et større antal olieindsmurte afrikanske skønheder. Med alenlange ben og i alle tænkelige positurer…

Når man har boet 35 år i Gabon kan man nå at lære mange mennesker at kende. Og Pascal kendte alle. Og alle syntes godt at kunne lide ham. Om det var fordi han havde mange penge eller fordi han var en super flink fyr (så længe han ikke havde fået alt for meget at drikke) skal jeg ikke kunne sige.

Modellerne han fotograferede nøgne var, fortalte han, en blanding af prostituerede og almindelige kvinder der ”godt kunne lide at få taget den slags billeder”. ”Vil du være med hvis jeg skaffer nogle nøgenmodeller” spurgte Pascal. Her må jeg muligvis skuffe nogle af de mandlige læsere for den trak jeg lidt på. Jeg tænkte at dansk familiefar der havde fået lov til at tage alene til Afrika af sin meget søde og forstående kæreste måske ville stramme den lidt rigeligt hvis den stod på nøgenfotos af olierede gabonesiske skønheder. Også selv om jeg kaldte det kunstfotografering. Men Patrick insisterede så jeg sagde ”nødtvungent” ja til at fotografere sammen med ham, men sagde at jeg helst ville have at modellerne var påklædte.

Den første model viste sig så at være en mand…

En gud ske tak og lov (delvist) påklædt mand. Vi tog billeder af ham på stranden om aftenen. Og Pascal kommanderede rundt med den stakkels og særdeles skarptskårne mand. ”Kravl op i palmen” sagde Pascal. ”Bouge pas” (Rør dig ikke) sagde han så til den stakkels model da han hang ti meter oppe på palmen og holdt krampagtigt fast. Og så knipsede vi løs.

Næste aften skulle vi tage billeder af en kvinde. Hun var måske 1 meter og 80 høj og havde nogle helt enormt lange stænger. Det foregik foran og inde i Pascals suite (med rustikke vægge i sort træ og afrikansk kunst på væggene). Jeg anede ikke om modellen pludselig ville blive beordret til at smide kludene, for hun gjorde lydigt og tålmodigt alt hvad Pascal sagde, men det gjorde hun heldigvis (eller uheldigvis om man vil) ikke.

Pascal var old-school. Ingen flash. Hans kamera var et Sony. Ikke noget dårligt kamera men heller ikke det allernyeste state of the art (det var spejlløst som Sony jo laver dem). Men han tog formidable billeder (typisk på ISO6400 når der var meget lidt lys). Jeg stod lige ved siden af ham hele tiden. Han var pissegod til at instruere modellerne og han tog markant bedre billeder end mig. Og hold kæft hvor det performede det der Sony kamera. Jeg ved ikke hvordan fanden han gjorde det men han fangede blik og udtryk og stemninger som jeg ikke har set nogen gøre det før. For helvede hvor var han dygtig. Og hvor var det spændende at få lov at være med.

”Jeg sover aldrig alene” proklamerede Pascal. Mens hans unge kæreste Belinda sad lige ved siden af og så mindre end tilfreds ud. Hans unge kæreste som han havde været sammen med i nu ti dage. Og som han snart skulle have med til den by nær Lyon han oprindeligt kom fra så hun kunne møde hans 5-årige datter og hans 88-årige far. Hvis den 10.000 Euro overførsel hertil han ventede på ellers snart gik igennem. ”Men hvad så hvis Belinda ikke er der”, sagde jeg. ”Så finder jeg bare en anden” sagde Pascal.

”Jeg skaffer et par nøgenmodeller i morgen” sagde Pascal da vi var færdige. Nu har jeg jo hvad det angår heldigvis en meget liberal og forstående kæreste der sikkert ikke ville have haft det store i mod det, men jeg sagde alligevel pænt nej tak. Ingen grund til at presse citronen…

Men måske kan jeg få Pascal til at sende mig et par af hans (vildt fede) nøgenskud, så de kan postes efterfølgende...Han var godt nok meget mere ”kunstner der drikker whisky-typen” end ”facebook/jeg sender dig billederne på mail-typen” men jeg håber jeg kan få vristet et par billeder ud af ham..

Den sidste aften nøjedes vi således med at drikke. Og tale fransk, som jeg efter 3 uger i primært fransktalende lande heldigvis efterhånden kan følge nogenlunde med på. Jeg drak øl og han drak vin og whisky, mens vi hørte franske fædrelandssange afspillet på hans mobiltelefon under palmerne på strandrestauranten. Imens verfede vi prostituerede væk som hele tiden kom og tiggede øl og cigaretter fra Pascal. Nogle gange sendte han dem bare væk. Andre gange sagde han ”jeg køber dig en øl hvis jeg må fotografere dig nøgen i morgen”.

Fem dage var jeg i Gabon. Jeg så næsten intet af landet. En enkelt gang tog jeg ind til centrum af Libreville. En forholdsvis velstående by. Gode veje, relativt nye biler. Fuldstændig ryddet for slum. Ingen blikskure, ingen kaotiske markeder. (Se billedet fra luften i albummet) Jeg er sikker på at der er masser af slum – også i Gabon - men den del af centrum jeg så er pæn og civiliseret. For den rejsende umiddelbart en okay, men relativt kedelig by.

Så jeg tilbragte dagene på stranden og aftenerne med min franske fotografven.

Min franske fotografven hvis liv bestod af at leve på en strand, drikke alkohol, udgive et rejsemagasin og lave kunstneriske fotos af sorte skønheder uden tøj på. Og gå i seng med en stor del af dem.

Min franske fotografven som er ved at drikke sig ihjel.

Jeg håber hans lever holder mange år endnu.