Centralafrika Blog

Centralafrika Blog

Ækvatorialguinea – Om ”Sorte Strand fængslet”, jagten på mandrillen og verdens måske mest sindssyge diktator. Dag 14-16.

RejsebeskrivelsePosted by Jakob Øster Sun, March 06, 2016 19:47:27


Så har jeg været 3 dage i Ækvatorialguinea mit land nummer 164. Og lad mig bare slå det fast med det samme: Ækvatorial Guinea (ÆG) er ikke noget almindelig land. Det er et af verdens sværeste lande at opnå visum til og det er et af verdens mindst besøgte lande. Landet er nærmest kun kendt for ”Erik the Eel” der kom med til OL i Sydney på et wild card og var lige ved at drukne da han havde svært ved at svømme den fulde distance på de 100 meter han stillede op i. Til gengæld tror jeg ikke mange kender til landets (vilde) historie.

Ækvatorialguinea udgøres af en del der ligger på det afrikanske fastland (mellem Gabon og Cameroun) og en ø der hedder Bioko (ud for Cameroun) hvorpå hovedstaden Malabo ligger. Det var Malabo jeg tog til. Se mit kort hvis du vil se hvor landet ligger.

Jeg tog en taxa til mit billige guesthouse som jeg forinden havde forsøgt at reservere via Facebook (i stedet for at tage til det dyre hotel jeg havde reserveret for at få visum og efterfølgende havde annulleret). Guesthouset der hed ”Internet Hostal” havde ikke svaret. Da jeg kom frem fandt jeg ud af hvorfor. Facebook, messenger og skype var der nu lukket for. I hele landet så vidt jeg forstod. Meget fedt at bo på ”Internet Hostal” og ikke kunne komme på facebook. Det øvrige internet fungerede dog fint. I receptionen stod en kineserdame der talte mindre spansk (ÆG er det eneste land i Afrika man taler spansk – tidligere spansk koloni) end jeg taler kinesisk. Lidt op ad bakke. Hun ringede til en anden kineser (hendes søn tror jeg) som talte en ganske lille smule bedre spansk. Ordet ”dinero” forstod hun dog godt. Jeg fik mit værelse.

Jeg gik en tur i hovedstaden. I en hyggelig gade i den gamle by hvor husene med deres udhængende balkoner, afskallende maling og frønnede trædøre lignede noget man kunne have set i Havanna kom der pludselig en Lamborghini kørende. Uden sammenligning den fedeste gadebil jeg nogensinde har set. Den så helt ny ud. Et monster i sølv og sort der lignede noget fra en Batman-film. Jeg havde ret meget lyst til at tage et billede. Verdens lækreste bil i rå forfaldne kolonistilsomgivelser. Men jeg havde kun min iPhone med og i Ækvatorialguinea kan man ret let komme i fængsel for at tage billeder. Især hvis man tager billeder af vigtige personer eller officielle bygninger. ”Hvem var det” spurgte jeg et par unge, lokale gutter der stod og gloede efter bilen. ”El niño del presidente” svarede de.

Her skal vi lige høre lidt om Ækvatorialguines sindssyge historie. Normalt er jeg ikke så voldsomt historieinteresseret men tjek det her ud:

Ækvatorialguinea opnåede selvstændighed (fra Spanien forinden havde det også været engelsk koloni) ifm. at der blev afholdt præsidentvalg i 1968. Årtiers spansk styre var slut og den nye præsident blev en fyr der hed Macias. Macias tilhørte den befolkningsgruppe der hedder ”Fang” som ikke var særlig gode venner med den anden store befolkningsgruppe som hedder ”Bubi”. Sidstnævnte var blevet favoriseret af spanierne. Præsident Macias startede forsonende med at udnævne flere af hans Bubi modstandere til fremtrædende poster i det nye parlament.

Macias kom dog allerede året efter på andre tanker. Han kaldte alle borgere der studerede i udlandet hjem. Kom de ikke hjem fik de frataget deres statsborgerskab. Macias mente desuden at det tidligere spanske styre prøvede at underminere ham. I forbindelse med uroligheder blev en spansk statsborgerslået ihjel på det spanske konsulat i ÆG. Herefter trak Spanien alle deres cirka 7.000 statsborgere ud af landet.

Derefter erklærede Macias en et-parti stat og gik i gang med at udrense lederne fra ”Bubi”-gruppen. En af dem døde af blodforgiftning efter at have fået stukket sine øjne ud. En anden døde af tørst i det berygtede ”Sorte Strand fængsel” i Malabo. En tredje (deres FN-udsending) blev skudt bag en busk ved lufthavnen da han lige var landet. En fjerde blev tortureret og skudt angiveligt fordi billedet af præsidenten han havde hængende i sit kontor var revnet en lille smule nederst i det ene hjørne.

Macias udnævnte så sig selv til: ”Livstidspræsident, Chefkommandør for hæren, og Stormester for videnskab, uddannelse og kultur”.

I løbet af de næste 10 år døde eller forsvandt over to tredjedele af medlemmerne af det oprindelige demokratiske parlament. 36 ofre blev – iflg FN – ”begravet levende op til halsen og herefter spist af røde myrer”. En tidligere indsat i ”Sorte sand fængslet” fortalte at han foran sin celle havde set 157 mennesker blive tæsket ihjel med jernrør.

I løbet af samme periode anslås det at omkring en fjerdedel af landets befolkning som ved periodens start udgjorde 3-400.000 mennesker blev slået ihjel og op mod halvdelen flygtede, således at landets befolkningstal reduceredes til omkring 100.000 mennesker.

Macia røg ”Bhang” og tog det stimulerende lokale stof ”Iboga” der minder om LSD og udstedte dekreter på baggrund af hvad ånderne fortalte ham. Han indsnævrede dem han stolede på til kun at tælle hans egen Essangui-klan som udgjorde en mindre del af ”Fang”-folket. Alle andre blev forfulgt. Han havde importeret en del Nigeriansk arbejdskraft men efter han i 1976 fik slået 11 mand ihjel på den nigerianske ambassade i Malabo blev alle 40.000 Nigerianere i landet evakueret og lokale ækvatorialguineanere måtte skibes over som slaver fra fastlandet til hovedstaden for at tvangsarbejde for præsidenten.

Macia indførte nu antikolonialiseringslove som medførte at alle der havde et europæisk navn skulle ændre det til et afrikansk, love der forbød vestlig medicin, love der forbød den katolske kirke at operere i landet og love der forbød vestlige produkter som tomater, sukker, brød og mælk

Præsidentens nevø Obiang havde fået ansvaret for hæren og ”Sorte Strand fængslet”. Macia flyttede fra hovedstaden og ind til fastlandet. Dertil sendte Obiang en delegation bestående af sin egen bror og 5 andre seniorofficerer fra hæren for at bede Macia om at frigøre nogle af de af landets midler som Macia personligt havde beslaglagt for at de kunne udbetale lønninger til hæren. Se det var naturligvis al for skrap kost for Macia at skulle finde sig et sådant krav så han fik dem alle 6 henrettet idet han beskyldte dem for at planlægge et kup.

Et temmelig ubegavet træk. Obiang havde trods alt ansvaret for hæren, og så var det måske ikke århundredets snedigste idé at Macia fik slået mandens bror ihjel. Obiang evakuerede resten af sin familie og gennemførte i løbet af kort tid et kup hvorved han tog magten og selv blev præsident. Macia blev henrettet foran ”Sorte sand fængslet” i september 1979 efter en retssag der blot varede 5 dage.

Siden da har Obiang regeret Ækvatorialguinea. Han er i dag den længst siddende afrikanske præsident (skarpt efterfulgt af Dos Santos i Angola (også 36 år ved magten) og Mugabe i Zimbabwe (35 år ved magten)). Obiang er mægtig populær. Så populær at han et utal af gange er blevet genvalgt. Altid med omkring 97% af stemmerne. Man ved jo aldrig om man bliver spist af røde myrer hvis man stemmer nej (Obiang havde som nævnt ansvaret for ”Sorte strand fængslet allerede under Marcias terrorregime).

I 1995 blev der fundet store mængder olie i ÆG. En pæn del af pengene blev brugt på at udvide Obiangfamiliens flåde af biler og yachter og luksushuse rundt omkring i verden.

I 2004 forsøgte en gruppe udenlandske forretningsmænd heriblandt Margaret Thatchers søn Mark Thatcher at orkestrere et kup for at få fingre i Olien. Uheldigvis for kupmagerne blev deres chartrede Boeing 727 tilbageholdt i Zimbabwe da de var ved at laste det med våben og kuppet slog fejl.

Tilbage på gaden i Malabo står jeg og glor efter Lamborghinien der forsvinder i det fjerne. Føreren var altså præsident Obiangs søn. Og bare fordi ens far og ens fars onkel har slået en fjerdedel af landets befolkning ihjel og fordrevet yderligere en halvdel kan man jo godt cruise sig en tur gennem byens gader i sin nye Lamborghini. Forbi folk der bor i blikskure. Forbi folk der for 97 procents vedkommende stemmer på ens far når der er præsidentvalg.

Landets historie taget i betragtning var det nok meget heldigt jeg havde glemt mit kamera derhjemme. Ingen grund til at stifte nærmere bekendtskab med ”Sorte Strand fængslet”.

I Ækvatorialguinea kan man ud over at se luksusbiler også se vilde Mandriller. Det kan man kun ganske få steder i verden. Det ville Østerboy gerne.

Efter at Lonely Planet er blevet købt og faldet af på den har man længe ikke kunnet få en guidebog til Ækvatorialguinea. Indtil Bradt guides der prøver at overtage LPs rolle som den seje backpackerguidebogsserie udgav en i november 2015. Forfatteren Oscar Scafidi (som har været så elskværdig at hjælpe mig lidt med min rejse. Jeg tror ikke han er blevet voldsomt overbebyrdet med læserhenvendelser for bogen er sikkert kun solgt i cirka 5 eksemplarer..) har skrevet en glimrende guidebog. Han har bare glemt en væsentlig ting. Hvordan man lettest finder en Mandril. Man kan ifølge guidebogen vandre i dagevis i junglen omkring Luba krateret på den sydlige del af Bioko-øen hvor nogle af verdens mest sjældne aber lever. Men det havde jeg ikke tid til og der er i øvrigt ingen Mandrilgaranti. Via en spansk fyr der arbejdede på en restaurant jeg tilfældigt kom forbi i Malabo fik jeg telefonnumrene på nogle forskere der arbejdede for ”luba kraterets videnskabskomite” (”turisme” er ikke så super veludviklet på disse kanter, så det gælder om at udnytte alle kontakter). Jeg måtte ikke ringe fra mit hotel. Heller ikke selv om jeg tilbød kinafrøkenen nogle ”dinero”. Jeg ringede derfor fra kinafrøkenens søns internetcafe fra en telefonboks indeni hvilken temperaturen mange gange oversteg den i jordens inderste kerne. Forbindelsen var elendig. En mand sagde et eller andet i den anden ende. Jeg var ikke engang klar over hvad sprog han talte. Hverken ”Por favor no habla rapido” eller ”habla ingles” eller nogetsomhelst andet hjalp det fjerneste. Jeg prøvede et af de andre numre og det hele gentog sig. Det er lige før jeg tror at det var den samme mand jeg talte med trods de forskellige numre. Den eneste forskel var at jeg denne gang var vådere af sved. Jeg besluttede at en dagstur der potentielt set skulle bestå af en 4WD tre timer hver vej gennem junglen, en chauffør, en guide og op til ti timers vandring nok næppe lod sig arrangere når jeg ikke forstod et kvæk af hvad manden sagde over den skratende linje.

I Ækvatorialguinea var det naturligvis ikke nok at man efter en kafkask proces af olympiske dimensioner havde fået sikret sig et visum. Man skal naturligvis ved ankomst søge om en ”tourist permit” og en ”photo-permit”. Lamborghini-landsfaderen havde dog imødekommende og fleksibel som han er for nylig valgt at slå de to sidstnævnte sammen til kun én tilladelse. Sikke en guttermand. Nu var jeg selvfølgelig i landet henover en weekend og det betød at kontoret der skulle lave tilladelsen var lukket. Så formelt set var det ulovligt for mig at tage fotos samt at rejse uden for hovedstaden.

Flere gange blev jeg i Malabo så jeg fra afstand bevæbnede politi eller militærpersoner komme imod mig efter jeg havde taget et billede. Hver gang skyndte jeg mig i den modsatte retning, drejede rundt om et hjørne og løb så min vej. Ingen grund til at supplere deres månedsløn.

Næste dag - søndag morgen - gik jeg forbi et lille rejsebureau der i modsætning til alt andet var åbent. ”Du kan sagtens se mandriller” sagde en flink fyr derinde. Han hed Pepe. ”hvis du betaler mig 1200 kroner skaffer jeg en bil der kan køre dig til Moka og derfra skal du bare gå en times tid med en stifinder så garanterer jeg at du ser dem” se den lød jo fin. Jeg havde dog ikke tænkt mig at betale 1200 kroner når man bare kunne tage en billig deletaxa til Moka. Men det sagde jeg selvfølgelig ikke noget til Pepe om. ”Men hvordan skaffer jeg en tourist permit” spurgte jeg i stedet Pepe. ”Det kan du først når kontoret åbner mandag morgen”. Det kunne jeg ikke vente på da jeg skulle flyve videre allerede mandag formiddag. ”Hvad sker der hvis jeg tager derned uden permit” spurgte jeg. Det har du ikke råd til sagde Pepe. En ting er at militæret der bevogter de mange check points gerne vil have sig ”en fanta” selv hvis papirerne er i orden. ”Hvis papirerne ikke er i orden slagter de dig”.

Jeg gav op. Jeg gad ikke gamble en formue for at se en abe med en aflang klovnenæse. Og således gik det til at Østerboy for en gang skyld var uheldig og ikke så nogen vild Mandril. Jeg er sgu ved at falde af på den og blive alt for fornuftig og kedelig..

(man kan også se vilde mandriller i Gabon, hvor jeg snart skal til, men der er de angivelig stort set umulige at se på denne tid af året – men følg National Geographic Nordic her på facebook og se med når Danmarks bedste naturfotografer Uri Golman og Helle Olsen tager ned og prøver på at finde dem i Gabon i maj/juni måned i år).

For at fordøje mit nederlag åd jeg en havskildpadde. Ja, sgu. Og jaja jeg ved det godt. Det skal man jo ikke. Den er sikkert helt vildt truet, og den er sød og det er synd for den. Men her i ÆG gør folk sådan cirka som det passer dem. Og her er mange havskildpadder og de lokale kan godt lide at spise dem, så det gør de angiveligt hele tiden. Så det skulle jeg også prøve. Jeg spiste den på en fin restaurant der var drevet af et spansk ægtepar der pga. den høje arbejdsløshed i Spanien var flyttet herned og havde åbnet en restaurant. Havskildpadde med ris og havskildpaddesovs kostede 120 kroner. Skildpadden smagte stærkt af fisk men var meget mere fast i kødet. Lidt som krokodille med en kraftig salt smag som af østers. Et af stykkerne på min tallerken var grønt og blævret mens de to andre stykker var mere faste i kødet. Det havde en besk eftersmag af tang og krybdyr, en eftersmag der blev hængende både efter jeg havde drukket øl og havde børstet tænder.

I Ækvatorialguinea gør de som sagt hvad der passer dem. Det betyder at de er ret glade for at spise ”bush meat” – herunder ”blue duiker” (en sjælden antilope tror jeg nok), forest giant pouched rat (hvad faen en ”kæmpe-skov-rotte” så er for noget – det lyder pænt ulækkert..iflg wikipedia kan den inkl. hale blive næsten en meter lang (!)), african brush-tailed porcupine (afrikansk hulepindsvin), pangolin (myresluger, truet dyreart). Desuden kan man spise et væld af aber (heraf nogle af verdens mest sjældne – og formentligt stærkt truede – som kun findes på Bioko Island i Ækvatorialguinea). Efterspørgslen på aber skulle dog være faldet meget efter ebola-udbruddet. Jeg nøjedes med min havskildpadde (sorry!).

Søndag eftermiddag vrimlede det pludselig med maskingeværbevæbnet politi. Som i ti mand på hvert gadehjørne. Se det var Østerboy og hans store fede Nikon jo ikke så vældig glade for, taget i betragtning af at jeg ikke rådede over den famøse fototilladelse. Men det var heldigvis ikke mig de var på udkig efter. Pludselig væltede det frem med sorte Mercedes’er og store skinnende nye sorte firhjulstrækker. Der ræsede gennem byen med langt over 100 kilometer i timen på strækninger hvor forholdende måske indbød til max 40 kilometer i timen. Mens militærpolitiet holdt vagt. Så de vigtige folk – hvem de nu end var – uhindret kunne køre vanvittigt ræs i indre bys smalle gader. Små fattige børn lejede på fortovene lige ved siden af.

Konklusion: Jeg tror at Ækvatorialguinea er det mærkeligste land jeg nogensinde har besøgt. Et land hvor money og power talks. Hvor almindelige regler om lov og orden synes at være sat ud af kraft. Hvor køen med største selvfølgelighed springes over hvis man har magt. Hvor folk fuldstændigt åbenlyst spiser myreslugere, sjældne aber, hulepindsvin og havskildpadder. Hvor politiet hjælper de høje herrer med at køre uforsvarligt stærkt gennem byen. Hvor alle offentlige ansatte som en selvfølgelighed forventer at få ”en fanta” hvis de skal hjælpe. Hvor præsidenten åbenbart hellere vil bruge penge på sig selv end at fjerne det styrtede fly der lige præcis ikke nåede frem til landingsbanen i byens lufthavn (se foto). Hvor præsidentsønnen kører forbi blikskure i sin Lamborghini. Blikskure med folk der betingelsesløst og samstemmigt bakker op om Afrikas længst siddende præsident. Og derved forhåbentlig undgår at blive spist af røde myrer.

Man begynder at forstå hvorfor Ækvatorialguinea ikke er så glade for (rapporterende) turister. Og hvorfor det skal være så svært at få visum.

TAK til – Marianne Fossaberg, Vibeke Fabricius og Øjvind Kyrø for at pege mig i den rigtige retning. Kæmpe tak til Dimiter Popov (Dimo) og Nikolay fra Penguin Travel for at gide hjælpe en solorejsende – køb endelig en tur hos wwww.penguin.dk de har blandt andet agenturet på den transsibiriske jernbane i DK. Tak til Gerner Thomsen for et godt råd på et vigtigt tidspunkt. Super kæmpe tak til Ole Pedersen for at tage mit pas med til Madrid. Thank you very much Oscar Scafidi for a brillant guidebook and for the personal advice on a difficult country. Tak til Angel fra Ruta47 for vigtig lokal info. Tak til africanborders på twitter. Tak til Torbjørn – onceuponasaga.dk – for up to date information omkring fastlandlandsgrænserne (som var lukkede, hvilket resulterede i fly til Malabo). Tak – trods alt - til Queen fra Bush Global Travel and Tours i Douala, Cameroun (se næste indlæg fra Sao Tomé for forklaring..)