Centralafrika Blog

Centralafrika Blog

”Krigsfotograf” i den Centralafrikanske Republik (CAR) – dag 10-11

RejsebeskrivelsePosted by Jakob Øster Sun, March 06, 2016 19:42:30


Enkelte af mine kære facebook venner vil sikkert synes at man skal være pænt syg i bøtten hvis man tager til Centralafrikanske Republik lige nu.

Det skortede i hvert fald ikke på advarsler. Se billederne til sidst i albummet med tekst fra diverse udenrigstjenester. Heriblandt ”Nok verdens farligste land. Tag dine krigszone-forholdsregler” (Wikitravel). ”FN arrangerer evakueringsfly for britiske statsborgere” og ”Lufthavnen (i hovedstaden, Bangui, red) er lukket” begge fra Foreign and Commenwealth Office (FCO, som er den britiske udenrigstjeneste). Desuden blev der rapporteret om kidnapninger af FN- og nødhjælpspersonnel og optøjer med mange dræbte i september/oktober 2015.

Det var efter at have læste disse advarsler at jeg med en vis portion uro i maven og efter et par beslutningsdage med ikke helt stabil nattesøvn købte mine flybilletter ind og ud af CAR tilbage i oktober 2015.

Den skarpsindige læser vil sikkert undre sig over at man kunne købe flybilletter når lufthavnen iflg. FCO var lukket. Jeg kan kun undre mig over det samme. Men det kunne jeg altså. Det vender vi tilbage til.

Nogle vil sikkert mene at en dansk familiefar burde blive hjemme hos sine søde børn i stedet for at udsætte sig selv for risiko. Men alle verdens lande besøger jo ikke sig selv. Og man kan også blive kørt over af en bus på Nørrebrogade.

Kun 2 dage havde jeg i hovedstaden Bangui. Jeg ved godt at et par af rejsesnobberne fra DBK synes at det er forargeligt kun at være to dage i et land. Men helt ærligt: jeg turde ikke være der længere. Og jeg turde slet, slet ikke bevæge mig uden for hovedstaden (uden FN-beskyttelse).

Facts om CAR:
Inden jeg tog afsted til Afrika fulgte jeg selvfølgelig løbende situationen i CAR. Konflikten handler basalt set om hvilken religiøs gruppe der skal have magten efter mange år med ekstrem dårlig og korrupt ledelse. Det er kristne og muslimerne stærkt uenige om og begge lejre har dannet en milits. I CAR er omkring 80% af befolkningen kristne og omkring 15% muslimer. Efter en periode med den såkaldte ”bush war” med etnisk udrensning af muslimerne gjorde muslimerne i 2013 oprør mod daværende præsident Bozize’s regering og tog magten ved et kup. Det affødte 200.000 internt fordrevne alene det år. Siden har landet været i forskellige grader af borgerkrig. De to militser der slås er den muslimske ”Seleka rebel coalition”og den kristne ”Anti Balaka” koalition. Siden 2014 har de kristne genvundet magten i landet. Gennemsnitslevealderen er omkring 46 år. Gennemsnitsindkomsten er 400 USD pr år.

Hovedårsagen til at der fra september 2015 og frem var uroligheder med en del dræbte i Bangui var at deri december skulle stemmes om en ny forfatning, der skulle muliggøre at slå hårdere ned på optøjer. Det synes militserne ikke var nogen udpræget god idé hvorfor der var voldelige optøjer. Og FN var selvfølgelig bange for at disse skulle eskalere. Forfatningen blev heldigvis vedtaget med 93% støtte (forudsat at man kan stole på de officielle tal herfor) og siden har der været lidt roligere.

Efter forfatningsvalget skulle der afholdes parlaments- og præsidentvalg. Efter flere udskydelser pga. yderligere(mindre) optøjer (med få dræbte) blev dette valg afholdt den 30. december 2015. To tidligere ministre (begge kristne, den ene er støttet af tidligere præsident Bozizes parti og den anden har tidligere været premierminister mens Bozize var præsident) fik flest stemmer. Men da der ikke var en klar vinder skulle der afholdes en anden runde i slutningen af januar.

Jeg skulle rejse ind i landet den 16 februar og var ret nervøs for at 2. valgrunde ville blive udskudt så den faldt sammen med mit besøg med yderligere uroligheder til følge. Nogle uger før min afrejse fra Danmark bekendtgjorde Wikipedia at resultatet af parlamentsvalget var annulleret efter indsigelser om formodet valgsvindel. 2. valgrunde skulle dog alligevel gennemføres, men nu kun som præsidentvalg mellem de to tilbageværende kandidater. Datoen blev sat. Og den var ikke god for mig. Omvalget skulle foregå den 14. februar 2016. To dage før mit besøg. De delvist søvnløse nætter vendte tilbage.

Men så begyndte bøtten heldigvis – og som altid – at vende. Jeg bookede det 5-stjernede luksushotel Ledger Plaza til min ene nat i landet. Jeg hader godt nok luksushoteller, men jeg havde fået at vide at det var det eneste sted at sikkerheden var i orden. Normalprisen for det mest skrabede værelse var DKK 1.725 pr nat. Et i min optik fuldstændigt latterligt beløb som svarer til mere end et halvt års løn for en gennemsnitscentralafrikaner. Samme dag som jeg skulle rejse fra Danmark (til Kinshasa for at påbegynde min cetralafrikanske rundrejse) opdagede jeg en fejl på hotellets egen bookingside, så nærige Østerboy kunne få en nats luksus for ”forsvindende” DKK 1.130 kroner. Et sandt røverkøb! Der stod godt nok at det var baseret på den billige weekendtakst men bookingen gik igennem selv om det var nat efter tirsdag og jeg fik min bekræftelse med den rigtige dato.

Prisen på de 1.130 kr var nogenlunde det dobbelte af det hidtil dyreste jeg har betalt (når jeg selv har skullet betale) for et hotelværelse i de 163 lande (dette skrives fra Cameroun mit land nummer 163) jeg nu har haft fornøjelsen af at besøge (inkl. de lande hvor familien har været med).

Jeg fik let mit visum til CAR i Kinshasa, DR Congo i mit pas nummer 2 efter et par dages motorcykelkørsel i en af Afrikas største byer.

Dagen før jeg skulle rejse til Bangui (fra Luanda, Angola) skrev jeg til hotellet om de kunne hente mig i lufthavnen og medsendte min reservation. Det skulle jeg aldrig have gjort for receptionen skrev selvfølgelig tilbage at taksten på mit værelse var en fejl så nu var prisen DKK 1.725 fordi det ikke var weekend. De var ligeglade med at jeg havde en bekræftelse på både beløb og dato. Jeg var velkommen til at afbestille hvis jeg havde lyst.

Hvis der var noget jeg ikke havde lyst til var det at stå uden tag over hovedet i Bangui. Og jeg var ret sikker på at allehoteller var fuldt bookede da FN-mandskab og udenlandske journalister var valgfartet til CAR pga. valget. Jeg skypede rundt som en sindssyg men alt andet var selvfølgelig optaget. Parallelt skrev jeg mails til Ledger Plaza. Efter cirka 12 mails hvor jeg ikke undlod at gøre opmærksom på at jeg er senioranmelder på både tripadvisor og booking dot com, tidligere redaktør for et rejsemagasin og har et stort antal følgere på de sociale medier (sidstnævnte var en nødløgn) havde ”the general manager” dog besluttet at jeg alligevel godt måtte bo på luksushotellet til den reducerede men stadig astronomiske takst. (Lad mig i parentes gætte på at de fleste FN-medarbejdere mfl. Ikke går så højt op i raten da de ikke selv betaler). Så langt så godt.

Jeg landede tidlig morgen i Bangui. Klods op ad lufthavnen ligger en kæmpe flygtningelejr. Jeg knipsede som en gal så snart jeg kom ud af flyet. Uden at have den fjerneste idé om fotografering i en lufthavn i CAR var en kriminel handling.

Bangui’s M’Poko lufthavn er særdeles berygtet for kaos og korruption. Det mærkede jeg heldigvis ikke meget til. Jeg gled lige igennem. Med et stort fedt hvidt kridt-kryds på min rygsæk der fortalte at jeg var blevet tjekket (et sådant har jeg ikke fået siden lufthavnen i Juba, Sydsudan hvor det dog var et dollar-kridt-tegn).

Udenfor herskede kaos. Forarmede folk fra naboflygtningelejren var overalt. FN patruljerede. Maskinpistolbevæbnede vagter stod vagt bag sandsække og oppe i skydetårne. Overalt var der pigtråd og tanks. Det lignede at jeg var trådt direkte ud i en krigsfilm.

Via Torbjørn havde jeg heldigvis fået kontakt til seje, hollandske Elisabeth (Coordinatrice Cooperation de la Croix Rouge i Bangui). Hun var desværre ude i landet de dage jeg var der men hun hjalp mig med en masse supernyttig info. Hun skrev at valget var gået roligt. At vinderen endnu ikke var annonceret. Og tilføjede følgende:

”I would not risk walking around in Bangui with what I can assume is not a throw away camera. With armed violence at an all time low, criminality is at an all time high so please use taxi for transport around town even during the day. That said also beware of “carjackers”, also on the rise…especially at or after sundown”

En besked der beroligede helt vildt efter alt det jeg havde læst på nettet. Lige nu var det ikke krig og optøjer man skulle være bange for. Kun røveriske overfald. Noget nemmere at have med at gøre.

Med minibus kørte jeg ivrigt fotoknipsende til mit luksushotel. Ved ankomst blev vi grundigt tjekket med metaldetektorer under og langs bilen før vi kunne køre ind på hotellets område og al baggage blev gennemlyst.

Luksushotellet var en oase og noget radikalt modsat af verden udenfor. 5-stjernet dekadence. Når det er sagt så var servicen vildt ringe, wifi virkede ikke på værelset tre fjerdedele af tiden (og hver gang man lagde telefon eller PC fra sig eller flyttede den lidt rundt blev man smidt af nettet og skulle indtaste en alenlang superkompleks kode der var skrevet på et stykke hotelpapir med verdens mindste skrift og en fuldstændig ulæselig font), min aircon på værelset nægtede ifølge dens egen temperaturmåler at levere en temperatur under 28 grader også selv om jeg prøvede at indstille den til kun 5 grader (…) (og den tekniker der skulle kigge på det kom selvfølgelig aldrig selv om jeg spurgte til det 3 gange). Om natten gik strømmen gentagne gange hvilket forårsagede at airconen stoppede helt så det blev meget varmere end de 28 grader. Så i virkeligheden var det nok mest sikkerheden man betalte for.

Jeg var – efter ankomst - pænt smadret for jeg havde været oppe siden klokken 02.30. Alligevel smed jeg min beskidte rygsæk på det rene hotelgulvtæppe og forlod straks min sikre oase. På gaden prajede jeg den første den bedste gamle gule taxa der kom forbi. Chaufføren hed Sesigal og var en fin fyr og far til 3 piger på 9 år, 4 år og 3 mdr. Vi aftalte at han skulle have 4.000 Centralafrikanske Franc (ca 45 kroner) for at køre mig rundt nogle timer.

”Arret sil vous plait” sagde jeg hver gang jeg så et militærkøretøj hvorefter Sesigal hakkede bremserne i og jeg drønede ud af bilen for at fotografere det. Vi nåede også omkring Notre Dame katedralen, Marché des Artisenats (kunsthåndværksmarkedet hvor jeg købte lidt udskårne træfigurer til ungerne), Grand Marché (det store marked), PK0 (byens centrale rundkørsel og plads – rundkørslerne i Bangui er navngivet PK0, PK1 osv), Asky airlines kontoret (for at tjekke min onwards billet), en bager, et supermarked, præsidentpaladset, parlamentet og en tur ned til floden.

Så spurgte jeg Sesigal om vi kunne køre en hurtig tur ud til PK5 (”Pe-ka-Cinq”) før vi kørte hjem. ”Mais c’est les quartier Musselman!” proklamerede han med frygt i øjnene. ”Der kan de slå dig ihjel”. Sesigal var selvfølgelig kristen og havde ingen ambitioner om at besøge det muslimske kvarter – heller ikke i form af en simpel hurtig gennemkørsel. Så det sprang vi over.

Da jeg dagen efter skulle tilbage til lufthavnen prajede jeg en taxa på gaden ude foran hotellets tunge gate. Jeg bad vagten lukke taxaen ind så jeg kunne gå op og hente min rygsæk på værelset mens han ventede lige nede foran indgangen til hotellet. Vagten lukkede ham uden videre ind. Uden metaldetektor eller noget som helst andet tjek. Fyren kunne have haft baggagerummet fyldt op med trotyl og sprunget hele hytten og alle militærfolkene og FN-folkene på det fine hotel til atomer. So much for security.

For fanden jeg knævrer jo som en kælling... hold nu kæft hvor har man meget tid når man hverken skal lege med børnene, gå på arbejde eller vaske op... Nå men konklusion: Land nummer 162 complete. Som så mange andre af verdens angiveligt ”allerfarligste lande” synes jeg der var stille og roligt da jeg først kom frem. Almindelige mennesker lever side om side og har de samme drømme som alle os andre. Om en fredelig hverdag. Om en fredelig verden. Faktisk tror jeg ikke tidspunktet kunne være meget mere velvalgt. Det virkede som om enhver FN-soldat indenfor en flere tusind kilometers radius var hidkaldt til at passe på mig.

I forhold til rejseadvarslerne forstår jeg selvfølgelig godt at udenrigstjenesterne skal benytte et forsigtighedsprincip. Og at situationer hurtigt kan ændre sig. Og at et land som den Centralafrikanske Republik måske ikke er det første sted en naiv og blåøjet lyshåret turist skal tage til. Men helt ærligt så giver mange måneder gamle ”cover-my-ass” rejsevejledninger nogle fundamentalt og faktuelt forkerte billeder af landenes tilstand. Terror kan ske overalt. Og flyene til CAR. Jo, de flyver skam ind og ud af Bangui. Og har gjort det de seneste mange måneder. I praksis følte jeg mig ikke særlig utryg. Og min generelle erfaring at verden er uendeligt meget mindre farlig end medierne forsøger at gøre den til. Også ”i verdens måske farligste land”.

Enjoy the photos (denne gang ikke med iPhone – og må jeg i øvrigt sige at et Nikon D750 full frame performer og fokuserer sindssygt godt og hurtigt under svære forhold som fotografering fra bil i fart – de tre billeder med bilskelletter er f.eks. alle taget indenfor 1/10-sekundhver på hhv. 1/2000 og 1/1000 sekund ud af et vindue mens vi ræsede forbi)

God weekend,

TAK til Torbjørn C Pedersen www.onceuponasaga.dk for hjælp med kontakt til: thank you Elisabeth for the advice og for at give mig kontakten videre til Frode Kirk (Regionschef for Dansk Røde Kors i Dakar, Senegal men pt. i Bangui)

VERY SPECIAL THANX to David De Clercq for his excellent CAR trip report at www.world-adveturer.com – very nice info that was impossible to get elsewhere and greatly inspired my own sightseeing trip. (Sorry for all the Danish above, David)